
Fra vinterhud til sommerhud
Saturday, 16 May 2009 | Admin
Fra vinterhud til sommerhud - En artikel fra magasinet All Horse nr. 2 2009
Af Suzan Kjøller
Lad os se det i øjnene! Vores hud betaler en dyr pris for vores aktive liv med heste! Det er jo ingen hemmelighed, at lange, velpolerede negle og babyhud på kinder og hals for de fleste hestepiger er ønsketænkning blot. Efter en lang vinter med staldarbejde, rideture i bidende kulde og blæst og støvede ridehaller, så er huden efterhånden ved at være lidt gusten, og vi trænger i dén grad til et boost, en opfrisker, der kan få forårshumøret frem – ikke kun hos hesten.
Det sunde look
Hesten er ganske sikkert blevet pudset og poleret upåklageligt hele vinteren, du har garanteret ofte kigget pelsen efter en ekstra gang og diskuteret med veninderne: Skinner hårlaget, er det tæt og blødt uden at fedte? Der bliver fodret med det bedste af det bedste, vasket med den ene specialshampoo efter den anden, sprøjtet med show shine osv. – men hvad med dig selv? Gør du lige så meget for dit eget velplejede og sunde look?
100 % rene hudplejeprodukter
Vi har talt med Charlotte Vøhtz, forfatter til bogen ”Sund og smuk – uden tilsætning”, der netop er udkommet. Charlotte var med til at etablere firmaet Green People, hvis økologiske produkter kan købes via internettet. Firmaet blev grundlagt i 1997 af bl.a. Charlotte Vøhtz som et resultat af, at hendes datter allerede som toårig udviklede hudallergi og eksem. Charlotte besluttede sig for at finde årsagen til disse problemer og kom hurtigt frem til, at det især skyldes de mange syntetiske stoffer, der er i alt, hvad vi omgiver os med – også hudplejeprodukter. Så idéen om at fremstille 100 % rene hudplejeprodukter tog hurtigt form, og i dag, 12 år senere, kan Green People prale af at have over 100 økologiske plejeprodukter på hylderne. Desuden har firmaet modtaget mange priser, og produkterne er certificeret af Soil Association, Organic Food Federation og Vegan Society.
Huden
Når nu skaden er sket, så er der alligevel håb om at komme den grå og ru vinterhud til livs. En eksfoliering/skrubbecreme er med til at forbedre hudens struktur og fremtoning. Vælg en med små partikler – den er mere nænsom over for huden. Alt efter din hudtype anbefaler Charlotte, at man eksfolierer en-to gange om ugen.
Du kan give din teint en foryngelseskur, men det kræver, at du sætter lidt tid af hver dag til projektet. Daglig rensning af huden, især før sengetid, er et ’must’. Her fjernes dagens støv, snavs, fedt og forurening. Rensningen skal gå i dybden men samtidig være nænsom, så hudens naturlige fedtlag ikke forsvinder. Det er nemlig med til at holde huden sund og i balance. Akkurat som med din hest, der heller ikke har godt af at blive vasket ’i bund’ alt for ofte. Du skal vælge et renseprodukt, der passer til din hudtype, og gerne et uden alkohol – også selvom du har fedtet hud. Undlad at vaske dit ansigt med meget varmt eller iskoldt vand – begge dele kan beskadige de små blodkar i huden.
Enhver rensning bør efterfølges af brug af fugtighedscreme – helst mens huden endnu er lidt fugtig. Det er vigtigt, at cremen føles let og ikke-fedtende, så pas også på med at smøre for meget på. Det kan nemlig hindre huden i at udskille affaldsstoffer (om natten) og lukke porerne.
Skønheden kommer – også – indefra
Blæst og kulde er heller ikke ukendt i forårsmånederne og kan virkelig være hårde for huden og læberne. Hvad kan vi gøre for at beskytte os? Charlotte pointerer, at det er vigtigt at holde sig for øje, at du kan bruge nok så mange lækre, økologiske cremer uden de store resultater, hvis ikke du også sørger for at fodre huden indefra. Med andre ord: Sørg for at spise korrekt. Mangel på de essentielle omega-3- og -6-fedtsyrer og A- og B-vitaminer samt for meget alkohol og koffein kan være med til at udtørre huden. Desuden er det Charlottes erfaring, at hudplejeprodukter baseret på syntetiske ingredienser, alkohol og tensider er med til at irritere huden og resulterer i en tør, skællet hud, der let sprækker.
Læberne
Vores læber er utroligt følsomme og kræver derfor omhyggelig pleje. I modsætning til resten af ansigtet er læberne ikke rigtig hud, men mere en slags slimhinde. De producerer ikke fedt og mangler pigmentstoffet melanin, der beskytter huden mod solens stråler. Det er derfor ikke underligt, at mange ryttere kæmper med sprukne, tørre læber efter mange timers ophold i kolde stalde og ridehaller. Du løser bedst problemet ved at forebygge! Brug en læbebalsam eller læbestift baseret på naturlige planteolier og voks – gerne tilsat uv-filter. Er skaden sket, kan det hjælpe at massere læberne med en fugtig, blød tandbørste for at fjerne de ru pletter og herefter bruge en god, naturlig læbepomade. Især om aftenen før sengetid. Er dine læber meget medtagne, kan du anvende manukahonning blandet med lidt olivenolie.
Solen
En anden ydre faktor, som har stor indflydelse, og som de fleste af os netop nu går og længes efter, er mere sol og varme. Vi går foråret i møde og dermed også mere sollys. Hvordan beskytter vi huden bedst mod de farlige uv-stråler?
Charlotte fortæller: ”Vi har alle brug for en vis mængde sollys for at kunne producere D-vitamin, men tidlige aldersforandringer i huden skyldes oftest enten overdreven soldyrkelse, eller at man glemmer at beskytte huden – også om vinteren – hvis man lever et aktivt udendørsliv, som I hestefolk jo gør. Mit råd er at bruge en bredspektret solcreme (uva- og uvb-beskyttelse) med en solfaktor på 15 og desuden undgå kunstig sol fra solarier. Husk også at bruge solbeskyttelse på hænder, læber, ører og nakke. Disse områder er også udsat for tidlig ældning og sågar hudkræft”
Hænder
”Vis mig dine hænder, og jeg skal sige dig, hvem du er”, kunne man fristes til at sige. Hænderne er nok den legemsdel, der først afslører en kvindes alder, så her er gode råd dyre, når man er hestepige.
Følger man Charlottes få og enkle regler, er det heldigvis muligt at se nogenlunde præsentabel ud – også på hænder og negle! Charlotte: ”Brug solcreme med faktor 15, når du er udendørs, sørg for at tørre hænderne ordentligt efter hver vask, og smør dem med fugtighedscreme flere gange om dagen. Brug handsker, så vidt det er muligt, især ved staldarbejde, og når du strigler hesten. Det vil gøre underværker at give hænderne en blid massage et minuts tid med en sukkerbaseret skrubbecreme en gang om ugen. Kommer du ikke et sted, hvor du kan købe cremen, så kan du selv blande et udmærket alternativ: To spiseskefulde økologisk olivenolie blandes med tre spiseskefulde sukker”
Håb forude
Ifølge Charlotte behøver det ikke at være så svært at få det ydre tilbage på rette, velplejede kurs. Det gælder om at tænke i samme sunde baner, som vi gør for vores heste, og ikke byde hverken hud eller krop unødige belastninger i form af for mange syntetiske stoffer – især ikke, når naturen jo rent faktisk har forsynet os med et væld af skønne planter både til ud- og indvortes brug. Vi har som ryttere endda et fortrin: Vi får rørt os, får frisk luft og får stresset af, når vi er sammen med vores firbenede venner, og det hjælper alt sammen med til at holde os sunde og smukke!
Hånd-tip
Bland en spiseskefuld økologisk honning med to spiseskefulde økologisk, usaltet smør. Massér blandingen godt ind i hænderne i et par minutter, og tør det overskydende fedt af med en serviet.
Hår-tip
Opskrift på hårskylning, der giver vitaminer og glans: Bland 1 kop vand, 2 teskefulde økologisk æbleeddike, 5 dråber citronolie, 1 kop øl og 5 dråber rosmarinolie.
Håret vaskes, som du plejer, og blandingen hældes langsomt i håret. Brug 1-2 minutter på at arbejde den godt ind i håret, og dit hår vil blive blødere og mere glansfuldt.
Læbe-tip
Dine læber ser mere fyldige ud og virker mere sexede, når dit østrogenniveau er på sit højeste, nemlig lige før ægløsning.
Negle-tip
Fjern snavs og misfarvning – rør en spiseskefuld citronsaft ud i en kop vand. Dyp neglene i væsken, og massér et par minutter.
Fra bogen ”Sund og smuk – uden tilsætning”
Bogen er udgivet på Forlaget Olivia.